Abdullah: Min familie talte det forkerte sprog
Abdullah og hans familie levede et godt liv i Afghanistan. Men for to år siden måtte han flygte, fordi hans familie tilhørte den forkerte stamme.
- Jeg boede sammen med min familie i Afghanistans hovedstad Kabul. Vi havde et godt liv. Min far havde sin egen forretning - en slags købmandsforretning. Han havde mange ansatte og var ret velhavende. Vi havde et dejligt hus og levede i det hele taget et fredeligt liv. Men så rykkede Taleban-bevægelsen ind i Kabul. Det betød, at freden var slut, fortæller den 17-årige Abdullah, der har boet i Danmark i to år.
- I Afghanistan er der fire stammefolk. Min familie tilhører Hazara-folket. Vi har skæve øjne og taler farsi. Det var det forkerte sprog. Derfor kunne talebanerne ikke lide os, forklarer Abdullah.
- Krigen rykkede tættere og tættere på. Nogle af vores naboer blev dræbt med pistoler, og bomberne faldt om ørerne på os. Jeg forstod næsten aldrig, hvad der foregik omkring os, for vi talte jo ikke samme sprog som talebanerne. En dag forsvandt min far fra jordens overflade. Han kom aldrig hjem fra arbejde. Jeg tror, at Taleban tog ham.
Det var for farligt for Abdullahs familie at blive i Afghanistan. Derfor besluttede Abdullah, hans mor og lillebror at flygte ud af Kabul.
- Vi boede et stykke tid hos min onkel i en landsby i bjergene. Min onkel hjalp os væk fra Afghanistan. Min mor og min lillebror flygtede til Iran, og jeg blev sendt til Europa. Min onkel betalte sin ven for at tage mig med til Uzbekistan. Flugten tog mere end en måned. Jeg blev sendt til Rusland og siden til Hviderusland, Polen og Tyskland, før jeg endelig nåede Danmark. Det var hårdt, og jeg var meget bange. Vi gik og gik, og nogle gange kørte vi bil. Jeg var ikke sammen med min onkels ven hele tiden. Jeg boede hos mange forskellige mennesker. Min rejse endte her i Danmark, for her bor min fætter.
|
